Af Naturformidler for børn, Anna-Maria Kampler
Når vi går ind i årets første forårsmåned – så begynder det så småt at spire ude i skovbunden og i haverne. Skvalderkål er noget af det første, der titter frem – så derfor skal det her i marts handle om netop skvalderkål: en lille grøn urt. Den er let at genkende på sit udseende og på sin karakteristiske duft og smag, som minder om persille.
Hvor finder jeg skvalderkål?
Skvalderkål er en meget almindelig plante i Danmark og vokser mange steder. Den kan fx findes i skovbunden og derhjemme i haven i bede, hækken, under buske, osv. I marts, hvor det stadig er koldt, og skvalderkålen først lige er begyndt at vokse frem, er planten ikke så stor, og den kan godt gemme sig under blade. Senere på året vil planten være markant større, og i løbet af sommeren sætter den små hvide blomster, som også er spiselige.
Tre hurtige om skvalderkål:
- Skvalderkål er en urt med et højt indhold af bl.a. C-vitamin, jern og kalcium.
- Skvalderkål kan bruges i meget madlavning, fx supper, tærter, gryderetter, omelet, bagværk, m.v. Skvalderkål kan også spises rå – fx i salater, smoothies, eller som topping på en rugbrødsmad (brug da gerne de unge planter). Brug skvalderkålens blomster til fx at drysse ud over en ret.
- Skvalderkål kan findes mange steder og i mange af årets måneder. Kend den på sine spidse savtakkede blade, og på sin duft og smag som minder om persille. Der er ikke rigtig noget, man kan forveksle skvalderkål med i naturen – men vær selvfølgelig altid opmærksom, særligt når man har børn med ude at sanke.
Brugen af skvalderkål i maden.
Skvalderkålsbrød - nok det saftigste og lækreste brød du nogensinde har lavet.
Opskriften rækker til 1 stort brød.
Du skal bruge
- 50 g. gær
- 1/2 liter lunkent vand
- 1 tsk salt
- 1-2 store håndfulde skvalderkål
- 1/2 kg hvedemel
Sådan gør du
1. Rør gær, vand og salt sammen i røremaskine eller almindelig håndmikser ved lav hastighed.
2. Skyl skvalderkålen og hak det fint.
3. Tilsæt det finthakkede skvalderkål og hvedemel og rør ved højeste hastighed i ca. 10-15 min., eller indtil dejen samler sig om krogen og slipper siderne i røreskålen. Dejen skal være tynd og elastisk. (Tip: Brug k-spade til at røre).
4. Lad dejen hæve tildækket i ca. 1,5 time.
5. Hæld dejen på en bageplade med bagepapir. Du kan også benytte de genanvendelige bageunderlag fra Lille Vilde her.
6. Bag midt i ovnen ved 250 grader over-/undervarme i ca. 25 min. Brødet skal være lysebrunt og lyde hult, når man banker på det, både på over- og undersiden.
En anden lækker ret du kan lave med skvalderkål er suppe. Du kan vælge at lave den blank som i opskriften her, men man kan også blende den til sidst hvis ens børn foretrækker den slags mad hvor grøntsagerne ikke er alt for iøjenfaldende.
Skvalderkålssuppe - en bombe af godt
Du skal bruge
- 2 spsk rapsolie
- 2 fed hvidløg
- 1 mellem løg
- 5 mellem kartofler
- 3 mellem gulerødder
- 1 stor håndfuld skvalderkål (ca. 25 g)
- 1 tsk karry
- 3 tsk groft salt
- 1/2 tsk stødt peber
- 1 tsk sukker
- 1 tsk citronsaft
- 1 liter vand
Sådan gør du
- Pres hvidløg og hak løget.
- Varm olien op i en gryde og tilsæt karry samt hvidløg og løg. Steg kortvarigt, mens du rører rundt.
- Skær kartofler og gulerødder i mundrette stykker og kom det i gryden.
- Hak skvalderkålen fint og kom det i gryden.
- Tilsæt vand og de resterende ingredienser.
- Bring suppen i kog og lad det koge i ca. 15-20 min. eller indtil kartoflerne er møre.
Velbekommen.